Park Güell blev aldrig bygget færdig. De bygninger man ser i parken i dag er blot en brøkdel af dem, der skulle have været bygget, hvis man havde fulgt den oprindelige plan. Men Barcelona var i årene efter Den Tragiske Uge (1909) præget af en dyb økonomisk og social krise, og de rigmænd, man havde planlagt at sælge parken til, trak sig ud af projektet.
Eusebi Güell, der havde sat byggeriet i gang, døde i 1918 og få år herefter solgte hans søn parken til kommunen. Dermed blev Park Güell en offentlig park, en af de største i Barcelona, og det er den, den dag i dag. Der kom dog entré på, for at komme ind i parkens 'monumentale område' i 2013 - men man kan se en stor del af parken uden at betale, men det koster nu penge at sætte sig på Gaudís berømte bænk.
Park Güell er et af de mest populære steder i Barcelona, og en af Barcelonas mest besøgte turisattraktioner. Park Güell er kendt for de mange gøglere, musikere, og andre personer, der underholder de mange turister. Man regner med at over 3 mio. mennesker besøger parken årligt, men disse tal faldt selvfølgelig drastisk i marts 2020 pga. Covid-19.
Park Güell måler 18 hektarer, og den store park ligger på Carmel bakken ved Gracia-kvarteret, mellem La Salut, Vallcarca-Penitents og El Coll. Parken er delt ind i to dele: 'det monumentale område' (12 hektarer), som er på UNESCO's Verdensarvsliste og det omkringliggende skovområde på 8 hektarer.
Parken byder både på arkitektur i verdensklasse, en formidabel udsigt og et rigt plante- og dyreliv. Før parken blev anlagt var området beplantet med bl.a. vinstokke, oliventræer og frugttræer, og desuden har pinjetræer, agave og akacier. Da parken blev anlagt, blev der fundet fosiler af forskellige dyr, der levede, der hvor parken ligger i dag for mere end 1 mio. år siden (i den såkaldte pleistocæne periode): næsehorn, elefanter og rådyr.
Man kan komme til parken med offentlige transportmidler fra enten Vallcarca eller Lesseps metrostationerne (begge på Barcelonas grønne metro linie/linie 3) eller man kan tage bus nr. 24 fra Plaça Catalunya eller Passeig de Gràcia.
Antoni Gaudí gik i gang med at arbejde i Parken i år 1900, og forlod projektet i 1914. I denne periode er arkitekten fuldt udviklet og har fundet sin helt egen stil: Gaudí inddrog strukturelle elementer, som han havde udviklet under arbejdet på Sagrada Familia-kirken og krypten i Colonia Güell.
Arkitekten anvender af organiske former, og en sammensmeltning af inspiration fra gotisk, arabisk, historicistisk arkitektur og med inddragelse af referencer til catalanske myter, symboler og fortællinger samt katolske temaer. Indgangen henviser således til de catalanske områder, mens 'Golgatahøjen' både har katolske referencer og forbindelse til Apollotemplet ved Delfi på Peloponnes.
Samtidig er parken inspireret af den engelsk Garden City, der bliver udviklet af Ebenezer Howard i 1898. Howard forsøger at kombinere fordelene ved byen og landet og undgå ulemperne ved samme i sine Garden-City, som bl.a. blev realiseret i England i Brentham Garden - en forstad til London. Det er pga. denne reference til den engelske Garden-City at Park Güell staves med k (på catalansk ville det staves med c).
Man fandt området hvor parken blev anlagt (Muntanya Peleda, 'det skaldede bjerg' kaldte man bakken på catalansk) og startede byggeriet i 1900. Oprindelig planlagde man at bygge 60 huse i parken, langt fra fabrikkernes os i centrum af Barcelona. Både Antoni Gaudí og Eusebi Güell flyttede til parken med hver deres familie i 1906. Huset, hvor Gaudí boede blev designet af kollegaen Francesc Berenguer i 1904.
Søjlegangene er formet efter kædeliniebuen, som Gaudí brugte i de fleste af sine byggerier. Denne bløde bue skaber stor bæreevne og efterligner naturens organiske former. Gaudí designede en række stier, der bæres oppe af søjler, og som det var muligt at gå på eller køre i vogn ad. Stierne måler i alt 3 km. og bruger både romanske og gotiske elementer.
Park Güell er først og fremmest kendt for den fantastiske mosaikbænk, der er designet af Antoni Gaudí i samarbejde med Josep María Jujol. Bænken har form efter en søslange, og bugter sig organiske om hele pladsen. Pladsen måler næsten 3.000 m2 og blev opført mellem 1907 og 1913. Gaudí havde i første omgang planlagt opførelsen af et græsk teater. Der er ingen fliser på pladsen, for at gøre det muligt for vandet at sive ned til søjlerne under pladsen.
Denne 'sal' består af søjlerne, der holder den centrale plads oppe, i alt 86 søjler. Søjlerne, der er inspireret af doriske, græske søjler, er hule og leder således regnvandet på pladsen ned i et reservoir under pladsen, som kunne bruges til at vande parken med. Søjlehallen bygges mellem 1908 og 1909, og var tænkt som markedsplads for parkens beboere.
Mellem søjlerne dannes tre rum, hvor der ikke er søjler, der fungerer som kirkerum i en kirke, og som holdes oppe ved hjælp af dannelsen af såkaldte catalanske hvælv. I loften mellem søjlerne er der indsat fire medaljoner med mosaiker lavet med trencadís, der repræsenterer de fire årstider.
Det lyserøde hus, som var Gaudís hjem fra 1906 til 1925. Huset er ikke designet af Gaudí selv men eleven Francesc Berenguer, og fungerer i dag som museum, hvor det er muligt at se flere af Antoni Gaudís møbler.
Antoni Gaudí gik i gang med byggeriet i 1900, men midt i byggeriet opstod der en krise, der går under navnet La Setmana Tràgica (Den Tragiske Uge). Konflikten startede fordi indbyggerne i Barcelona protesterede over, at den spanske stat, krævede at 40.000 catalanere blev indrulleret i hæren til kampene mod Marokko.
Hvis man bevæger sig uden for 'Det monumentale område' og bevæger sig gennem skovområdet til toppen af parken bliver man beløbennet med en fabelagtig udsigt. Øverst i parken har man nemlig ét af de bedste udsigtspunkter i Barcelona, og herfra kan man se Den Olympiske Havn, Middelhavet, Torre Agbar, Sagrada Familia og Eixample-kvarteret.
