Barcelona-pavillonen er en af de mest berømte eksempler på modernistisk arkitektur i Europa, og mange arkitekter kommer til Barcelona udelukkende for at besøge denne arkitektoniske perle. Er man ikke arkitekt er pavillonen alligevel i høj grad et besøg værd. Den ligger for foden af Montjuïc-bjerget, og skal man derop er det højst anbefalelsesværdigt at slå vejen forbi Mies van der Rohes værk.
Mies van der Rohe var en del af Bauhaus bevægelsen, der som bekendt "forbød" ornamentet, som Adolf Loos så berømt udtrykte det i sin artikel "Ornament og forbrydelse".
I denne pavillon i Barcelona, lykkedes Mies van der Rohe i at opføre et bygningsværk der på samme tid er enkelt og smukt. Kommer man fra Gaudís værker er der tale om et radikalt skift. Ornamenterne og det overpyntede hos Gaudí er restattet af en ren, næsten kynisk funktionalisme, men en funktionalisme, der har et smukt og rent udtryk.
Der er måske tale om det vigtigste af alle Mies van der Rohe's værker, og helt sikkert en af de vigtigste værker af de arkitektoniske modernistiske bevægelse. Barcelona-Pavillonen betød en helt ny måde at bygge på, da værket stod færdigt i 1929.
Oprindeligt blev byggeriet opført i forbindelse med Verdensudstillingen i 1929 i Barcelona (som den tyske pavillon på udstillingen). Men som det ofte skete rev man pavillonen ned efter udstillingen. Først i forbindelse med afholdelsen af de Olympiske Lege i Barcelona i 1992 blev bygningen nyopført. Man byggede bygningen igen, udfra de originale tegninger, hvorfor den sikkert ligger meget tæt på den oprindelige bygning.
